VELO samler for første gang den farverige historie om de danske verdenscyklister, der i mere end 100 år har rullet ud på alverdens veje og stier.
Drevet af udlængsel, nysgerrighed og en ustoppelig sult på eventyr har de udforsket klodens fjerneste afkroge, højeste bjerge og tørreste ørkener. De har mødt fremmede venner i lande langt borte og tegnet deres egne streger på verdenskortet, mens hjulsporene har fortabt sig i horisonter bag dem. Det skete i 1920’erne, da de første danskere cyklede jorden rundt med soveposer og pistoler spændt på styret, og det sker nu i 2020’erne, hvor flere end nogensinde før sætter ud.
VELO er en hyldest til eventyrtrangen. Et værk fyldt med gårsdagens spraglede pionerer og nutidens grænsesøgende bikepackere, vilde skæbner og fantastiske fortællinger. Et kig ind i en overset dansk tradition.
Der er noget ganske specielt med os danskere og cyklen. Vi krydsede kontinenter som de første. Cyklede længere og højere end nogen andre. Banede vejen for en kultur, der konstant vokser og i dag ingen grænser kender. Cyklen giver frihed. Den nedbryder fordomme. Skaber bro mellem mennesker.
Verdenscyklisterne i VELO fortæller en samlet historie med et simpelt budskab: Vi behøver blot træde i pedalerne, og hele verden åbner sig.
Køb bogen på www.verdenscyklist.dk
------------------------------------------------------------
Bumser og beats i en knallertbande i San Francisco. Nybyggere langt ude i Arizonas nådesløse ørken. En baptistpræst i Bibelbæltet. En godstogsbums, der genopfinder sig selv efter en tur bag tremmer.
I den her road book fortæller jeg om nogle af de forunderlige og fascinerende mennesker, jeg har mødt gennem fire års amerikanske rejser. Det er en anderledes skildring af USA til den, der ønsker at trænge ind bag de fortærskede klichéer.
De skæve personportrætter sættes ind i en større sammenhæng i forhold til amerikansk historie og kultur.
Undervejs begiver jeg mig desuden ud i de enorme landskaber, der giver genlyd i den amerikanske psyke.
Bogen er rigt illustreret med billeder fra USA’s sitrende storbyer, vidtstrakte landskaber og ikoniske nationalparker.
På cykel og til fods drager jeg dybt ind i Himalaya med min kæreste, Cassie.
Vi tramper over enorme bjergpas, stopper i tusind år gamle buddhistiske klostre og vandrer ind under Sikkims hellige tinder.
Vi møder tibetanere i Indien og Nepal, der deler deres uforglemmelige historie: Den gamle, bitre guerillakriger; børn sendt alene i eksil; munke på flugt; tidligere politiske fanger med historier om grusom tortur i kinesiske fængsler.
Farvel Tibet er beretningen om et halvt års til tider opslidende og ofte overraskende færd på Himalayas bagveje, hvor man intet får foræret, krydret med fortællinger om gårsdagens excentriske eventyrere, indiske spioner på verdens tag, den afskyelige snemand og meget mere.
For enden af vejen venter Lhasa og afslutningen på en historie, der startede ti år tidligere, da jeg faldt i kløerne på det kinesiske sikkerhedspoliti i Tibet.
Køb bogen direkte af mig: skriv til mig på toregroenne@gmail.com
Jeg vader over en hængebro på forsiden og har skrevet et kapitel til bogen her fra Eventyrernes Klub.
Eventyrernes Klub har samlet 27 vilde historier fra klubbens medlemme. Farefulde ekspeditioner blandet med tanker og historiske tilbageblik.
Pak rygsækken, og forbered dig på et møde med Somalias pirater, på cykel i Talebans Pakistan, med pump-gun i kano gennem et Alaska fyldt med bjørne, med sulten i hælene i Sibirien, ulovligt gennem et Irak på vej i krig, til hemmelig djævleuddrivelse på Cuba, i åben jolle rundt om Nordpolen, på ski over Grønland og meget, meget mere.
Min historie handler om en cykeltur fra Pakistan over Kina til Danmark, hvor jeg besøger jihad-sympatisører, falder i kløerne på det kinesiske sikkerhedspoliti efter at have sneget mig ulovligt gennem Tibet (og tabt 23 kilo undervejs), bliver drevet til vandid på Indiens overbefolkede sletter, cykler gennem stammeområder i Pakistans lovløse Baluchistan-ørken og erfarer at Iran er det mest gæstfrie land, jeg nogensinde har besøgt
I anledning af Eventyrernes Klubs 80 års jubilæum udgav vi den her bog, hvor jeg har skrevet et afsnit om eventyreren Klavs Becker-Larsen, der ulovligt forsøgte at bestige Mt. Everest 2 år inden, det lykkede Hillary ogTenzing i 1953.
Peter Freuchen mistede sin venstre fod i Grønland, og mange mænd ville i dag give deres højre arm for at blive medlem af hans klub, men der skal meget mere til. Først og fremmest trangen til at begive sig ud på eksotiske rejser og evnen til at fortælle om dem, som det gøres i bogen.
Blandt klubbens medlemmer er den første danske flyver, den dansker der har været dybest nede i havet, den første på toppen af verden, den første i rummet, Andreas Mogensen, den første i kajak nord om Grønland og mange, mange flere.
Læs om de ukendte sider hos eventyrere som jordomsejleren Troels Kløvedal, Kon-Tiki-ekspeditionsleder Thor Heyerdahl, elite-forskerne og professorerne Rane og Eske Willerslev, den vagabonderende fotograf Jacob Holdt, rejseforfatteren Hjalte Tin, Kina-specialisten Sven Burmester og en masse andre pionerer med mod og mandshjerte til at rapportere fra alverdens spændende afkroge.