Et godt gammeldags eventyr, hvor jeg starter på min cykel i Pakistan og hurtigt ender hos fundamentalistiske jihadsympatisører,som jeg cykler op gennem det nordlige Pakistans forrevne Karakoram-bjerge.

 

Efter at være cyklet over bjergene til Kina og en tur gennem udkanten af den enorme ørken Takla Makan ('ørkenen, hvor fra ingen vender levende tilbage'), krydser jeg ulovligt ind i det lukkede Tibet for at vandre med pilgrimme rundt om Asiens helligste bjerg – afsidesliggende, gudesmukke Mt. Kailash dybt inde i Vesttibet. Undervejs sulter jeg, taber 25 procent af min kropsvægt og bliver arresteret af det kinesiske sikkerhedspoliti for ulovlig indtrængen i Tibets lukkede områder.

 

I Nepal vandrer jeg til Everest Base Camp, bliver bidt af en bidsk abe og ender med en kanyle stukket ind i overarmsknoglen, inden Indien senere driver mig til vanvid, da jeg cykler over de overbefolkede sletter, hvor intet synes at fungere, og jeg tiltrækker store mængder mennesker ved min blotte tilstedeværelse. 

 

Jeg cykler gennem de dybt fundamentalistiske ørkener i Pakistans stammeområder, bliver beskudt med slangebøsser, og biler prøver at køre os ned (min belgiske kammerat, Filip, bliver ramt).

 

I Iran oplever jeg den mest overvældende gæstfrihed i de omtrent 70 lande, jeg har besøgt (men bliver alligevel holdt op med et automatgevær langt ude i en øde ørken), inden jeg ræser gennem Kurdistan og op gennem Østeuropa. Efter 13.000 kilometer parkerer jeg min cykel i Viborg. 

 

Foredraget er fyldt med historier om de mennesker, man møder undervejs, med anekdoter om livet i en cykelsaddel i verdens højeste bjerge og med historier om, hvordan verden og dens mennesker overrasker.

 

Hvem ville for eksempel have troet, at Iran er det mest gæstfrie land i verden?