DEN LANGE OMVEJ HJEM

Planen var uklar. Jeg var 21 år, landet alene i Pakistan på en enkeltbillet med min cykel og trampede ud af Islamabad med kurs mod Karakoram-bjergene og Kina. Luften var 40 grader varm og så fugtig, den kunne vrides. Jeg havde ingen idé om, at jeg ville ende med at cykle hjem til Danmark. 

 

Jeg havde heller ingen idé om, at jeg snart skulle falde i kløerne på det kinesiske sikkerhedspoliti for ulovlig indtrængen i Tibet, sulte og tabe en fjerdedel af min kropsvægt. At jeg skulle få kanyler banket ind i begge mine overarmsknogler, udkæmpe stenkampe i Pakistans golde stammeområder og opdage, at Iran er verdens mest gæstfrie land.

 

Før alt dette blev jeg overrasket af jihadsymptasisører.

 

Solen var forsvundet bag bjergene, og jeg manglede ly for natten, da jeg mødte Akhtar Khan – en høj, rank fyr med mørke, intelligente øjne, der var klædt i løsthængende, blå klæder. Efter lidt høfligheder inviterede han mig til at tilbringe natten i landsbyen Mohri et par kilometer væk fra vejen. Vi trak snart et forundret følge af lokale efter os på en lille bjergsti og efterlod dem uden for et af flækkens dunkle mudderhuse, som jeg gik ind i med otte langskæggede mænd. Da mine øjne vænnede sig til mørket, kom et stort banner på væggen til syne: I LOVE JIHAD! I hjørnet stod der kalashnikov-geværer, og den lokale imam spurgte:

 

”Nå, hvad er så din religion?”

 

”Øhm, i Danmark er vi kristne,” mumlede jeg, velvidende at mit normale ’jeg-tror-ikke-rigtig-på-noget’-svar ikke ville bringe mig langt.

 

”Virkelig! Spændende! Jeg har mange spørgsmål,” smilede den aldrende imam og indledte en times bombardement med spørgsmål om vores kultur og traditioner.  

 

Jeg slappede hurtigt af. Flokken af mænd lyttede smilende, aftenens timer forsvandt, og et måltid med ris, suppe, grøntsager og frugtjuice blev båret ind. Pengene rakte ikke langt i landsbyen, og som gæst var jeg den eneste, der nød fornøjelsen af et aftensmåltid. På trods af knurrende sult ville jeg helst undgå maden. Hvordan ville min skrøbelige mave, der stadig var i transit fra Danmark, reagere? Ude af stand til at afslå den fine gestus, kastede jeg mig dog over måltidet.

 

Næste morgen takkede jeg for den overvældende gæstfrihed, rullede et par kilometer mod nord og søgte tilflugt bag en busk i vejkanten. Diarréen sprøjtede ud. Jeg var svimmel. Omtåget. Hakkede cyklen 30 pinselsfulde kilometer til en kaotisk basar-by. Kollapsede på et usselt værelse. End ikke en sølle slurk vand kunne jeg holde indenbords. Rejste mig kun for at vakle på lokum. 

Sådan gik seks dage. 

 

Jeg var stadig en smule ør, da jeg knoklede dybere ind i de forrevne klippebjerge, gennem små flækker og skyggefulde abrikosplantager under snedækkede tinder. På en bjergskråning rendte jeg ind i belgiske Filip. En smule diarré var det rene vand i forhold til hans skrækhistorie om nærkontakt med døden ved tyfus i Kina. 

 

Rastløshed efter to måneder i sengen havde bragt ham til Pakistan, og begge drømte vi om at vandre rundt om hellige Mt. Kailash dybt inde i Vesttibet. Eneste problem var, at kineserne havde lukket Vesttibet for udlændinge. Vi blev hurtigt enige om at mødes et par uger senere i den kinesiske silkevejsby kashgar og snige os ind i Tibet.

 

Først ventede det nordlige Pakistan, der er et virvar af vertikale klippebjerge med et utal af tinder. Øde, hede stræk gav plads for frodige, skyggefulde dale. Vakkelvorne hængebroer var eneste adgang til landsbyerne på den anden side af den brusende flod. Folk vinkede venligt i vejkanten, og hver dag skiftede det lokale sprog til et nyt af slagsen. Landskabet blev goldt og ubeboet. Vejen steg til 4750 meters højde. 

 

Hivende efter vejret krydsede jeg ind i Kina over passet Khunjerab. Her blev klippebjerge til vidtstrakte, grønne højsletter, hvor kameler vandrede frit, og nomader inviterede inden for i telte til friskbagt brød og yoghurt. Højsletter og dybblå bjergsøer blev til flad, tør ørken, inden Kashgar kom til syne som et fatamorgana spækket med kinesiske delikatesser solgt for mindre end peanuts, afslapning og planlægning af den ulovlige Tibettur.

 

 

Arresteret i Tibet

Nattens mørke indhyllede os, da vi sneg os forbi det første af en række politicheckpoints på den lange vej mod Mt. Kailash og Lhasa, der forhåbentligt ventede uger senere. Filip havde ingen cykel – endnu – så vi tog den på stop med lastbiler. 

 

Det tog os 36 timer og en lille stak fedtede, kinesiske sedler, inden vi sad i førerhuset på en blå Dong Feng-lastbil – Østenvinden – med to etniske uighurer. Ligesom os tog de en betydelig risiko. Vi risikerede at blive deporteret fra Kina; de risikerede at miste deres kørekort og dermed deres levebrød, hvis vi blev snuppet. 

 

Vejen degenerede frygteligt, da vi kravlede op på det golde, vindblæste tibetanske plateau. Lastbiler lå væltet på ’vejen’. Andre sad fast i meterdybt mudder. Nætterne var ubarmhjertigt kolde. Vi gemte os under tæpper, når vi passerede politiets checkpoints, og efter en uges rysteture og dagevis i venteposition i vejkanter sad vi en isnende septembernat i 4500 meters højde under uldne tæpper mellem rissække på ladet af en lastbil, der stædigt sled sig mod Mt. Kailash. Fuldmånen hævede sig op over højsletten, og bjerget med den pyramideformede tinde kom til syne. 

For os et magisk syn, for tibetanere en mulighed for udfrielse fra den evige trummerum af genfødsler. 

 

Snart lå vores telt ved siden af pilgrimmenes. Kvindernes skingre stemmer fyldte natten med sang, og ligesom pilgrimmene ville vi vandre den hellige kora rundt om bjerget. En tur rundt om bjerget vasker et helt livs synder bort. 108 rundgange udfrier buddhisterne fra den evige cyklus af genfødsler, de tror på. 

 

Vi havde ikke vandret langt ad den omtrent 52 kilometer lange sti, da vi tog en afstikker. Vi havde hørt om mennesker ’begravet’ deroppe. Dem ville vi finde. På et lille, stenfuldt plateau, hvor en kølig vind piftede, faldt jeg over en afpillet rygrad. En fod med negle på tæerne og sort, rådnende hud lå ved siden af. Et hovede med munden på vid gab. En sødlig stank af forrådnelse og død fyldte luften. Jeg havde hørt om disse steder, men aldrig før set dem. Vi havde fundet en himmelbegravelsesplads, hvor lig bliver ’begravet’ ved at blive efterladt til gribbene. Som oftest bliver ligene hugget i småstumper, men ikke her. Her lå hele lig spredt ud over et større område. Kuldegysninger drev os tilbage ned til stien. 

 

Den nat sov vi i et indelukket rum højt på en bjergside i Chaku-klosteret i selskab med en ivrig, pilende tempelrotte og udsigt til bjerget, som også hinduerne anser for helligt, da det er her guden Shiva tilbringer lange tider med sin chillum. 

 

Næste morgen fortsatte vi færden med pilgrimme, der svingede bedemøller og  messede det uforgængelige mantra Om Mani Padme Hum på en bjergside, hvor det flød med tøj, hatte, sko og hårtotter, som pilgrimmene efterlader. De undergår en symbolsk død, inden de bliver genfødt i passet Drölma La, der efterlod os pustende efter vejret med sine 5630 lungeflænsende meter. 

 

”Vi kunne have planlagt det her bedre,” erklærede jeg, som vi begyndte at løbe tør for mad.  

 

Vi længtes efter Lhasa, da vi nåede tilbage til foden at Mt. Kailash. I uger havde vi sultet, og nu stod den på lidt nødder, tørt brød, og ukogte minutnudler. En uge, adskillige ukomfortable lift og konstante dagdrømme om mad senere var vi blot en dag fra Lhasa. Vi havde ikke skiftet tøj i tre en halv uge. Ikke set skyggen af et bad. Jeg havde tabt over 20 kilo på to måneder. 

Så blev vi arresteret. 

 

Vi blev stoppet af en mobil patrulje, der konfiskerede vores pas og halede os på stationen i Shigatse. Her var der konfiskerede mountainbikes i 10.000 kroners-klassen. Jeg frygtede for min cykel. Og for min pengepung, da jeg kun havde 25.000 kroner at spendere på det år, jeg var af sted. En officer med kødfulde kinder og perfekt engelsk kastede sig over os.

 

”Hvor har I været? Hvor længe var I i de lukkede områder? Hvad lavede I der? Er I klar over, at I er i alvorlige problemer?”

 

”Kun et par dage,” løj vi. 

 

”Vi vidste ikke, at det var ulovligt,” løj vi videre, som dagen skred frem, og vi blev parkeret på en bænk med en uvis udsigt. 

 

På adendagen fortsatte forhøret.

 

”Skriv en redegørelse over jeres ulovlige aktiviteter,” bjæffede officeren.

 

Da jeg viste ham redegørelsen, kiggede han hånligt på mig:

 

”Hvad er det? I skal undskylde til Beijing for, hvad I har gjort!”

 

Han mente det alvorligt, så jeg bestemte mig for at give undskyldningen hele armen.

 

”Jeg er ked af at være en ignorant udlænding, der ikke har noget begreb om, hvad han foretager sig...” startede jeg og fortsatte i svulstige vendinger med at undskylde.

 

Han var mægtig tilfreds. Så kom det til spøgsmålet om min cykel, som jeg havde cyklet et par kortere distancer på.

 

”Cyklede du i de lukkede områder?” brølede den korpulente herre.

 

”Bestemt ikke! Jeg sværger,” svarede jeg.

 

”Sværger du på biblen?” buldrede han.

 

”Jeg sværger på biblen,” erklærede jeg noget forbløffet og spurgte tøvende – efter to døgn i politiets varetægt – hvad der nu ville ske.

 

”Jeg gider ikke se mere på jer! Tag til Lhasa,” afsluttede han, og vi forlod kontoret med hver et gigantisk smil og en bøde på sølle 250 kroner. 

 

 

Nepalesiske aber og kanyler

I Nepal trekkede Filip og jeg ind mellem tinder og gletsjere, blafrende bedeflag og grønne søer, yakokser og tehuse til hjertet af Himalaya og Everest Base Camp.

 

”Hvorfor cykler vi ikke hjem her fra?” spurgte Filip en  frostklar morgen.

 

Jeg var klar. Filip købte en cykel i Kathmandu, og vi var klar til at vende styrene mod vest. 

 

Så blev jeg bidt af en bidsk abe. 

 

Den lille slambert begravede kæberne i min læg, mens jeg fredsommeligt stod i mine egne tanker ved et tempel. Jeg sparkede den væk, tørrede blodet bort og tænkte: rabies! Turen gennem Tibet og trekket i Nepal havde efterladt mig med sølle 63 kilo fordelt på 187 cm. Knoglerne på mine arme var tydeligt synlige, mine ribben strittede ud, og på hospitalet stak sygeplejersken kanylen direkte ind i min overarmsknogle. 

 

Endnu en vaccine skulle gives tre dage senere, så jeg pakkede den i bagagen og cyklede gennem Nepals grønne bjerge, hvor jeg fik følgeskab af giardia – maveondet, der føles, som om man har slugt en hovedpude fyldt med rådne æg.

 

Bleg og afkræftet hev jeg trøjen af i vores hostels lille, blomsterfyldte gårdhave i Pohkara. Jeg stak Filip sprøjten og bad ham stikke mig. Tøvende indvilligede han. Filip var lige så tynd som jeg, og begge havde vi dreadlocks langt ned ad ryggen. Vi var næppe noget kønt syn. Filip var ikke så kølig som sygeplejersken, da kanylen ramte knoglen. Han efterlod tingesten dinglende i min arm. 

 

”Lirk den ud! Jeg har brug for den vaccine,” småpanikkede jeg.

 

Filip lirkede og fik kanylen bragt i position:

 

”Tror du, det er ok nu?”

 

Ja, det skulle være godt,” svarede jeg, netop som tre backpackere trissede ind, og Filip trykkede sprøjten i bund.

 

De stirrede i mistro på foretagendet. Vi stirrede tilbage. Så pakkede de deres ting og flyttede. Vi kiggede på hinanden, grinede og kunne se, at det hele måtte se en kende for lyssky ud.

 

 

Galskab i Indien

Vi sagde farvel til Himalaya med en smuttur til Annapurna Base Camp, hoppede i sadlen, lagde snart bjergene bag os og fræsede gennem det frodige, nepalesiske lavland. Krydsede småfloder, der skyllede hen over vejen, og kydsede broer over floder, hvor krokodiller boltrede sig. Trillede gennem landsbyer med stråhuse og børn i laser, der sødt stormede op i vejkanten for at hilse. Spiste utallige måltider ris og linser på rebsenge i vejkanter. Vi krydsede ind i Indien; ind på de overbefolkede sletter. 

 

Galskaben begyndte. 

 

Jeg overhalede en fyr på en indisk jernhest, Hero-cyklen. Han gloede forbløffet på mig og drejede ind i mig, til vi rullede skulder ved skulder. Jeg hylede, at han skulle forsvinde. Han ignorerede mig. I stedet kastede han sine arme omking halsen på mig, og et øjeblik senere lå vi viklet ind i cyklerne på asfalten, omgivet af hundrede mennesker.

 

Dagen efter på en restaurant satte vi os til rette og ventede på tjeneren. Han kom, jeg bad om en ret, men fik at vide, at det ikke var muligt. Andet ønske ligeledes umuligt. Efter fjerde forsøg, spurgte jeg:

 

”Kan jeg overhovedert bestille noget?”

 

”Nej, vi har lukket,” svarede han.

 

Vi forsøgte at købe bananer af en fyr, der solgte dem fra en trækærre. Han blev forfjamsket, tog benene på nakken og spurtede kærren ned ad gaden, så bananerne fløj omkring. 

 

Min favorit var dog receptionisten på et af de pænere steder, vi boede. For at undgå middagsheden, ville vi tidligt af sted næste morgen og bestilte morgenmad til klokken seks. Næste morgen klokken halv syv gik vi ned til fyren for at høre, hvad der skete.

 

”I vil have morgenmad? Ja, skriv her, hvad I vil have,” sagde han.

 

”Jamen, vi bestilte jo hos dig i går,” indvendte jeg og fik et uforstående blik tilbage.

 

”Kom nu, vi har allerede bestilt,” snerrede jeg lidt irriteret og så et lys gå op for ham.

 

”Åh ja! Gå op på værelset og tryk på room service-knappen,” smilede han.

 

Det gjorde vi. 20 sekunder senere stak fyren smilende hovedet ind ad døren:

 

”Ja, hvad kan jeg hjælpe med?”

 

 

Stammeområder, stenkampe og kalashnikovs

Der var kun et område på turen, jeg frygtede, at det ville være for farligt at cykle gennem. Stammeområderne i Pakistans Baluchistan-ørken. 

 

Befolkningen var så fundamentalistiske som taliban, og regeringen blandede sig meget lidt i de væbnede konflikter i området, der involverede lokale krigsherrer. Mere skræmmende var rygterne om, at omtrent 60 % af verdens heroin blev smuglet gennem området. Det skete om natten, og smuglerne skød, før de stillede spørgsmål (i en gæstebog i iranske Bam læste vi senere et vidneudsagn fra et hollandsk par, der året forinden var cyklet gennem ørkenen, havde slået deres telt op og var vågnet til en kugleregn, der flåede teltet i småstumper og efterlod cyklerne gennemhullede.) 

 

Vi tog chancen, fik følgeskab af et hollandsk par, Frank og Yvonne, og krydsede snart tilbage ind i Pakistan, hvor jeg syv måneder forinden var landet. Det var godt at være tilbage efter den lange omvej.

 

Landsbylivet gik i stå, når vores ottehjulede cirkus rullede ind i støvede landsbymaneger, og folk gloende flokkedes omkring os. Vi spiste på små, halvskumle steder med publikummer, der – når bølgerne gik højest – stod i rækker, på borde og på stole på borde for at se os spise. Vi krydsede den mægtigte Indus-flod og klatrede ind i ørkenbjergene. 

 

Her oplevede jeg for første gang på turen direkte fjendtlighed. 

 

Vi cyklede på en lige linje – Filip forrest, jeg lige efter, så Frank og Yvonne – da en minibus ræsede forbi. Ud for Filip flåede chaufføren i rattet, så siden af bussen pløjede ind i Filip, der fløj over styret og lavede en maveplasker i ørkenens sand og sten. Hans knæ og skinneben, arme og albuer blødte. Han var rystet. Men der var ikke meget at gøre. Han måtte tilbage i sadlen, da det var for farligt at tilbringe natten i ørkenen. Adskillige timer senere nåede vi en landsby, hvor der kun var mænd på gaden – de fleste bar kalashnikovs lige så naturligt, som danskere bærer paraplyer i regnvejr  – og  vi slog teltene op bag den lokale politistations mur. Kvinder så vi ikke. De var bag murene i de små mudderhuse, og der skulle gå flere uger, hvor vi ikke så en eneste kvinde.

 

Smådrenge og teenagere, der regnede os for rullende skydeskiver, som de flittigt bombarderede med sten – kastet eller affyret fra slangebøsser – blev et konstant problem. Det kunne ske 10 gange dagligt. Det var en skærende kontrast til den venlighed, vi ellers mødte i ørkenen, hvor jorden havde tørstet uden regn i årevis, og befolkningen levet i armod endnu længere. Stadig vinkede voksne os over til te og insisterede på at dele deres sidste stykke brød med os. 

 

Få minutter senere fløj vi af cyklerne for at forsvare os mod stenene, der fløj gennem luften.

 

Vi trampede op mod 170 kilometer dagligt for at sove i sikkerhed i flækker, spiste simpel mad – ofte kartofler og ærter i smudsigt fedt, der var størknet, når vi kom, men blev opvarmet og nedsvælget med gammelt brød – og rullede en dag gennem en landsby, hvor en knægt stod ved siden af fem bevæbnede mænd. 

 

Han samlede en sten op. Lagde an til kast. Vi råbte op. Han lod stenen falde. Da vi var forbi ham, fløj en sten tæt forbi mit hovede. Jeg smed cyklen. Satte efter den lille djævel, der søgte tilflugt i et hus. Indhentede ham i husets bagerste rum og skreg forbandelser så væggen rystede. Filip kom stormende, greb drengen om halsen, ruskede ham mod muren. Lige voldsomt nok, nåede jeg at tænke, inden jeg vendte mig om. Her stod de bevæbnede mænd. 

 

”Vi er gået for vidt. Ørkenen har gjort kål på os,” fløj det gennem mit hovede, inden en af mændene smilede:

 

”Vil I have en kop te?”

 

Hvad? Vi takkede nej, lod den panikslagne dreng løbe sin vej og cyklede videre mod Iran. 

 

Oplevelsen var symptomatisk  for stammeområderne. De voksne blandede sig ikke i drengenes underlige aggression – og heller ikke når vi kammede over. For første, og eneste, gang i mit liv oplevede jeg, at et områdets hårdhed begyndte at trænge ind i mig. 

 

 

Iran stik mod forventning

I Irans endeløse ørkner blev vi indhyllet i voldsomme sandstorme, havde modvind i ugevis, overnattede i vejsidemoskéer og blev mødt af en nysgerrig venlighed, der blot tog til. Folk skændtes om, hvem der skulle huse os, og hos en elskværdig familie i en søvnig flække blev der ringet til engelsklæreren i byen 50 kilometer borte, der fluks kørte af sted, så vi kunne tale sammen. Fruen i huset diskede op med et overdådigt måltid, og næste morgen troppede politiet op for at byde os velkommen til Iran. De ringede desuden til de tre næste byer, hvor politiet var klar med te og kiks, når vi dukkede op.

 

Da jeg i en cykelbiks spurgte efter en internetcafé, lukkede ejeren butikken og kørte mig hjem til computeren i sin fætters stue. En bankdirektør lukkede sit kontor for at hjælpe mig med en visumforlængelse. Teenagedrenge fræsede på motorcykler, hvor sædet var klædt i det amerikanske flag. Butiksejere nægtede at tage mod betaling for deres varer:

 

”I er vores gæster, ” sagde de med hånden på hjertet.

 

Det hændte flere gange, at vidt fremmede opsøgte os på restauranter og sagde:

 

”Jeg har betalt jeres regning – velkommen til Iran!” og forsvandt, mens vi tabte næse og mund i kebabben.

 

Da jeg efter halvanden måned krydsede ind i Tyrkiet, granskede den iranske grænsevagt mit pas, som havde fire hele sider med visumforlængelser. Han hev mig til side:

 

”Du har været her et stykke tid, og jeg er sikker på, at du har mødt os iranere. Vær sød at tage hjem og fortæl folk, at vi ikke er, som vi bliver udstillet i de vestlige medier.”

Det lovede jeg ham.

 

Ved den iransk-tyrkiske grænse sagde jeg farvel til Filip og hollænderne. Efter ti måneder på farten ville jeg hjem, så jeg spurtede alene gennem Tyrkiet og satte af sted på sidste etape: Istanbul- Viborg. 19 dage og 3600 kilometer senere pakkede jeg på en solbeskinnet junidag mit telt sammen bag en tankstation i Tørring og drejede snart ind på Fennebakken, hvor jeg voksede op. Jeg krammede min familie og parkerede cyklen. 

 

Dagen efter begyndte jeg at lægge nye cykelplaner.