FARVEL TIBET
I sensommeren 2006 blev en 17-årig tibetansk nonne dræbt af kinesiske soldater, skudt i ryggen, da hun forsøgte at flygte fra Tibet. To år yngre forældreløse Jamyang Samten blev ført tilbage til Tibet og fængslet. Som tusindvis af andre tibetanere forsøgte de at flygte fra deres hjemland, hvor den kinesiske regering undertrykker kulturen og religionen, ytringsfriheden er sat ud af spil, og basale menneskerettigheder er tilsidesat. I Indien ankommer børn alene i eksil, tidligere fanger beretter om grufuld tortur i kinesiske fængsler, og et helt samfund håber på en dag at vende tilbage til et frit Tibet.
Tekst: Tore Grønne
En lang række tibetanere sneglede sig gennem sneen på gletsjeren i Nangpa La, et afsidesliggende 5716 meter højt bjergpas på grænsen mellem Tibet og Nepal, da skuddene rungede mellem bjergene. Kelsang Namtso, en 17-årig nonne på flugt fra sit hjemland, faldt død om i sneen, skudt i ryggen af Folkets Bevæbnede Politi, der pludseligt dukkede op på en bjergkam.
”Fuck, de skyder dem som hunde,” hører man rumænske Sergiu Matei udbryde på billederne, han optog den 30. september 2006.
Han, og en stor flok bjergbestigere, var vidner til nedskydningen. En gruppe tibetanere, såvel voksne som småbørn, blev ført som fanger gennem bjergbestigernes lejr af de bevæbnede kinesiske soldater. Kelsang Namtsos lig lå efterladt på gletsjeren.
Den morgen, soldaterne skød, var den 14. dag Kelsang gik gennem bjergene med de 78 andre flygtninge. Da natten faldt på, havde nogle klaret den over passet, andre var forsvundet i bjergene, mens 32 flygtninge blevet ført tilbage til Tibet i håndjern af soldaterne. En af dem var Jamyang Samten fra en landsby i Østtibet – en forældreløs, 15-årig dreng, som jeg senere skulle finde frem til.
Billederne fra Nangpa La fandt vej til alverdens nyhedsudsendelser samt Youtube hvor klippet er tilgængeligt for alverdens internetbrugere. Kinas officielle forklaring via det statskontrollerede nyhedsbureau Xinhua til verdens ledere, regeringer og menneskerettighedsorganisationer, der fordømte nedskydningen, var, at ”soldaterne havde forsøgt at overtale flygtningene til at vende om,” men da de havde nægtet, havde soldaterne været ”nødsaget til at forsvare sig.”
”Det var koldblodigheden, der chokerede mig mest. Det var forsvarsløse, ubevæbnede mennesker, der blev skudt ned bag fra af soldater, drenge, der lod til at være fuldstændigt uanfægtede af situationen,” fortæller det danske øjenvidne Pierre Maina, da jeg fem måneder efter nedskydningen ringer ham op fra en trang telefonboks i Mcleod Ganj i det nordlige Indien.
+++
Jeg er taget til Indien for at finde ud af, hvorfor tibetanerne stadig flygter, og hvordan fremtiden ser ud. Og for at finde ud af, hvad der skete med fangerne fra Nangpa La.
Siden Dalai Lama, Tibets religiøse og tidligere politiske leder, i frygt for sit liv og for besættelsesmagten Kina i 1959 flygtede i eksil, har den lille by McLeod Ganj været hans hjem. Ramponerede huse klynger sig til den grønne bjergside, og hvide, gule, røde, grønne og blå bedeflag sender bønner mod de sneklædte tinder, der forsvinder i skyerne. McLeod Ganj er den øverste del af byen Dharamsala, hvor den tibetanske eksilregering har hjemme. Den nyder sympati fra alverdens lande, men officielt er den ikke anerkendt af nogen. Den repræsenterer et land, der ikke eksisterer mere.
Flygtningene fra Nangpa La var på vej hertil ligesom de 2500 til 3500 andre tibetanere, der årligt flygter til McLeod Ganj og Dalai Lama – ’Hans Hellighed’, som tibetanerne kalder ham.
En sprælsk spirrevip med sprukne røde kinder stikker mig muntert en high five, mens en munk ydmygt samler hænderne foran brystet og hilser venligt på tibetansk:
”Tashi
”Tashi Delek,” held og lykke, hilser jeg
Reception Centre, står der med håndmalede bogstaver over indgangen til en klodset betonbygning, hvor malingen skaller af, og falmede bedeflag blæser fra taget. Modtagelsescenteret er alle tibetanske flygtninges første stop.
Det er få dage, før tibetanerne træder ind i Ildgrisens År, og køkkenet dufter af tibetanske nytårskager, khabse, der simrer i gigantiske gryder og minder om kringler. I en rummelig sovesal sidder et halvt hundrede mennesker på senge, der står tæt sammenpresset. Mange af flygtningene er børn – de yngste ikke mere end fire-fem år gamle. De er netop ankommet fra Tibet. Alene. I desperation over forholdene, særligt uddannelsesforholdene, i Tibet giver deres forældre afkald på dem og sender dem i eksil.
Tre piger fjanter, hvisker og hviner. Nyima Tsomo har malet store lilla tuschpletter i ansigtet, ler højt og peger på mig, for sådan et rødt skæg har hun aldrig set før. Hun er ni år.
”Jeg kunne godt lide Lhasa. Jeg gik i 3. klasse, og når jeg bliver stor, vil jeg være læge,” fortæller hun stolt.
Hun fortæller om det trange hus, hvor hun boede med sin far og sine to søstre. Om hvordan hun sov på jordgulvet, der hvor der var plads, sammen med katten og hunden. Hun fortæller om at lege far, mor og børn med de andre børn, og om den dag hendes far fortalte, at hun skulle alene til Indien for at gå i skole og lære om Tibet.
I 1994 fastslog den kinesiske partisekretær i Tibet, Chen Kuiyuan, at en succesfuld uddannelse i Tibet skal måles ud fra, om eleverne er for eller imod Dalai Lama, og om ”de er loyale over for eller ligeglade med vores storslåede Moderland og den store socialistiske kamp.”
I dag er undervisning i tibetansk kultur, historie og religion tæt på ikkeeksisterende. Kun i Indien kan børnene få en uddannelse, hvor tibetansk kultur ikke bliver fejet af vejen.
”Jeg var ked af, at jeg skulle af sted, for så kunne jeg ikke være sammen med min familie til nytår,” siger Nyima sagte.
Hun har sat sig på sine hænder og kigger ned i bordet, da hun fortæller, at hendes far sagde, at hun skulle være flittig i skolen, ikke bruge tid på leg og komme tilbage til Tibet og hjælpe til i familien. Hvis hun stjal, ville han skære hendes højre hånd af, siger hun og kigger op med opspilede, alvorlige øjne.
”Jeg var lidt bange for min far,” bekender hun forsigtigt, og kigger over på Thamding Tsomo.
Hun er 12 år, kommer fra en nomadefamilie i Østtibet og har aldrig gået i skole. Det var der ikke penge til. I stedet passede hun familiens heste, yakokser og de små får, som hun slet ikke kunne stå for. En dag fortalte hendes mor, at hun skulle til Indien for at gå i skole. Som i de fleste tibetanske familier var der kun penge til at sende én i eksil – Thamding.
”Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte,” siger Thamding, der stille sidder og piller ved et lyserødt plasticarmbånd på sit håndled.
”Min bedste veninde græd, da vi sagde farvel. Jeg sagde til hende, at jeg snart kommer tilbage, og så græd jeg også,” fortæller Thamding, der ikke vil tale om dengang, hun sagde farvel til sin mor. Det gør hende for ked af det, siger hun.
Thamding deler skæbne med et utal tibetanske børn fra fattige familier. I løbet af de seneste 25 år er det blevet næsten dobbelt så dyrt at gå i skole i Tibet, men kvaliteten er stadig lav, og mange fattige forældre sender ikke deres børn i skole. Over halvdelen af alle tibetanere kan ikke læse. Det er fem gange så mange som på landsplan i det samlede Kina, og mange fattige forældre ser sig nødsaget til at give afkald på deres børn, så de kan få en uddannelse, hvor Tibets kultur, historie og religion er på skemaet.
Omtrent 1000 tibetanske børn ankommer årligt i eksil. Oftest alene efter til fods at have krydset Himalaya til Nepal og herfra taget videre til Indien. Nyima og Thamding var heldige og blev kørt ad Friendship Highway til Dram, den sidste by i Tibet inden Nepal. Herfra tog det kun pigerne et par nætter i ly af nattens mørke at nå til Nepal med de andre flygtninge og flygtningeguiden.
”Jeg tænkte på, at jeg skulle være flittig i skolen og komme hjem så hurtigt som muligt. For jeg vil gerne snart hjem til mit hus og min familie,” fortæller Nyima, der blev træt i benene på de stejle bjergstier. En fremmed mand, som hun ikke husker, hvad hedder, samlede hende op og bar hende på ryggen. Sovende kom hun til Nepal med sin yndlingsdukke som sin eneste ejendel.
Fra Det Tibetanske Modtagelsescenter i Kathmandu blev der sørget for, at pigerne kom sikkert til Indien, hvor der bliver taget hånd om børnene. De bliver sendt videre til én af de mange tibetanske børnelandsbyer, der bliver finansieret af udenlandske sponsorer, hvor de får betalt skolegang, kost og logi. Men livet er ikke nemt, når man er 9 år og alene.
”Jeg savner min familie. Mit største ønske er at komme tilbage til Tibet og tage mig af far, når han bliver gammel,” siger Nyima og forsøger at se tapper ud.
Faktum er, at det er de færreste børn, der vender tilbage til Tibet.
+++
Jeg trasker gennem McLeod Ganj, forbi en flok køer på et gadehjørne, der dovent gumler på en dynge ildelugtende skrald. I rendestenen flyder affald ned mod Indiens hede sletter, og en trebenet hund halter forskræmt rundt mellem dyttende biler. Aber svinger sig i løsthængende elkabler, og en husfacade leder tankerne frem mod OL i Kina næste sommer med ordene ’Beijing 2008: Free Tibet! China Game Over!’
Bag disken i en intim boghandel møder jeg Lhasang Tsering – en midaldrende, tibetansk intellektuel og digter. Tidligere var han avisredaktør, præsident for Tibets største politiske NGO, Tibetan Youth Congress, samt guerillakriger. Han er blandt dem, der har opholdt sig længst i eksil.
Vi sjosker gennem vandpytter på gaden, hvor duften af karry svæver ud fra små spisesteder med åbne facader. På en café bestiller vi kaffe med mælk og masser af sukker - Indian style.
Lhasang, der i dag er noget af en legende i eksilsamfundet, kom til Indien som 6-årig i 1959 – det samme år Dalai Lama flygtede. Han havde set dagens lys i et Tibet, hvor tiden syntes at have stået stille i århundreder. I det barske, ufremkommelige landskab lå et feudalt samfund hengemt bag massive bjergkæder. Kontakten til omverdenen var yderst sparsom, og befolkningen havde deres særegne kultur, religion og historie. De havde deres egen møntfod, frimærker og nationalflag. Men de havde kun svage diplomatiske kontakter og var ikke medlem af FN, selvom de siden 1913 havde været alene i Sneens Land og betragtede sig som en aldeles selvstændig nation.
Da kommunistiske Kinas nye leder, Mao, lod sine tropper invadere i 1950 Tibet, stod tibetanerne på egne ben. Grænsen mellem de to lande, der ikke var forbundet via vej men af ufremkommelige bjergkæder, havde været flydende gennem århundreder. Tibet havde været invaderet af Kina, men det modsatte havde også været tilfældet. Invasionen af Tibet i 1950 betegnede Kina som en fredelig befrielse. En befrielse af masserne, der fik at vide, at de havde været undertrykte af aristokratiet, klostrene og munkene men nu endelig kunne vende tilbage til Moderlandet - Kina. Det var ydermere en befrielse fra Vestens imperialister, hvilket få tibetanere forstod, da antallet af vesterlændinge i Tibet i 1950 begrænsede sig til otte.
Verden slikkede stadig sårene efter Anden Verdenskrig, og ingen var interesserede i at provokere Kina. I Tibet blev den politiske magt lagt i hænderne på det religiøse overhoved, folkets gudekonge, den 16-årige Dalai Lama – en buddhistisk munk med en stærk tro på ikke-vold som løsningen på konflikt. En strategi, han har fulgt lige siden. Den har givet ham megen sympati og Nobels fredspris i 1989, men Tibet er stadig under kinesisk overherredømme.
”Frihed er ikke gratis. Frihed har en pris, og frihed vinder man med blod,” erklærer Lhasang, der aldrig har troet på ikke-vold som løsningen.
Hans grålige fipskæg danser i takt med mundbevægelserne, da han fortæller, hvordan han i 1972 takkede nej til et legat og en lægeuddannelse i USA for i stedet at drage til Nepal og slutte sig til de tibetanske guerillastyrker, der i hemmelighed var blevet finansieret af C.I.A. gennem femten år. For amerikanerne var det en mulighed for at sætte en torn i øjet på kommunistiske Kina. For de tusindvis af tibetanske guerillaer handlede det om kampen for fædrelandet.
Lhasang ville fortsætte den væbnede modstand, som Østtibets hårdføre nomader og adskillige guerillagrupper havde ført siden invasionen i 1950. En besættelse, der havde kostet over én million, en femtedel af den tibetanske befolkning, livet. Allerede i 1960 havde International Commission of Jurists fastslået, at der foregik et folkemord i Tibet. Verden så passivt til.
I 1973 ankom 20-årige Lhasang til guerillaernes hovedkvarter, Kelsang-Phuk, gemt i de ørkesløse, affolkede bjerge i nepalesiske Mustang. Lejren var én af 16 hemmelige guerillabaser i området og talte omkring 200 mænd, der ledte væbnede aktioner mod kinesiske konvojer og militære installationer i Tibet. Men håbet var ved at ebbe ud.
”Der var en følelse af håbløshed og tab, og der var ingen overordnet strategi for styrkerne,” erindrer Lhasang.
Skuffet beretter han, at han aldrig kom i kamp, for den amerikanske præsident Richard Nixon besøgte Mao og genoprettede forbindelserne til Kina. Tibetanernes sag blev overflødig for amerikanerne, C.I.A. stoppede støtten, og Kina pressede Nepal til at sætte militæret ind over for guerillaerne, der talte adskillige tusinde mand. Dalai Lama havde aldrig aktivt forsøgt at stoppe den væbnede modstand. Faktisk beundrede han guerillaerne for deres mod og beslutsomhed. Men for at undgå et blodbad sendte han en båndoptagelse til krigerne, hvor han bad dem nedlægge våbnene frivilligt. Ingen kunne modsætte sig Hans Helligheds ord. Og nogle kunne ikke opgive kampen – de endte deres egne liv på stedet.
”Hans Hellighed bad guerillaerne nedlægge våbnene, og derfor er vi, hvor vi er i dag. Frihed er ikke gratis, og man er nødt til at foretage drastiske handlinger. Vi kunne i det mindste være blevet dræbt, mens vi kæmpede,” buldrer Lhasang med hævede, knyttede næver og dirrende stemme, inden han bliver stille og stirrer frem for sig med våde øjne.
”I dag sidder vi blot her. Vi venter og håber, men tiden er ved at løbe ud for Tibet. Hver dag kommer der flere og flere kinesere til Tibet. Landet Tibet bliver måske engang frit igen, men mit simple spørgsmål er ’og hvad så?’ Frit for hvem? Ikke for tibetanerne. I USA, Canada og Australien er de oprindelige folk gemt af vejen i reservater, hvor turister tager billeder af dem. Det er, hvad der kommer til at ske i Tibet,” hvæser Lhasang.
Hans mund bævrer, da de rystende hænder tørrer et par skinnende tårer væk fra øjenkrogene.
I dag bor der flere kinesere end tibetanere i Tibet. Den folkeforflytning, der er fundet sted over det seneste halve århundrede, anser Lhasang for at være den største trussel mod Tibet. Folkeforflytningen, der kvæler, sluger og spytter den oprindelige tibetanske kultur ud, er desuden en overtrædelse af Geneve-konventionen.
I 1987 offentliggjorde Dalai Lama et fredsforslag, der blev kendt som eksilregeringens Middelvej. Målet med den er ikke et frit og uafhængigt Tibet, men et Tibet med autonomi, hvor tibetanerne tager sig af interne anliggender, mens kineserne stadig styrer udenrigspolitik og militær. 20 år med denne politik har budt på meget få fremskridt.
”Jeg er så deprimeret nu til dags. Folk fortæller mig, at jeg ikke skal bekymre mig, men hvordan kan jeg andet, når jeg ser mit hjemland dø for øjnene af mig?” siger Lhasang med lav stemme og erkender, at han har mistet håbet for det frie Tibet, han har viet sit liv til at kæmpe for.
+++
På Modtagelsescentret sidder Tsejong i sine løse, mørkerøde munkeklæder. Hans ansigt er rundt, ørerne stritter, og øjnene er mørke og rolige. Det er ti år siden, han som 13-årig blev munk i et østtibetansk kloster, der ligger omgivet af grønne, skovklædte bakker og tilsneede tinder. Her dedikerede han sit liv til studiet af ældgamle hellige skrifter og meditation.
I Tibet sender mange forældre deres børn i kloster, da det er det eneste sted, det er muligt at lære om tibetanernes kultur, religion og historie. Men heller ikke her er det uden problemer. Tsejong husker, hvordan kinesiske embedsmænd ofte foretog razziaer i munkenes boliger.
”Jeg brød mig slet ikke om, når de kinesiske myndigheder dukkede op i klosteret. De fortalte os, at religion kun voldte ondt,” fortæller Tsejong uforstående.
Det er en holdning, de kinesiske myndigheder har haft, siden de i 1950 invaderede Tibet. Buddhismen var landets livsnerve, klostrene folkelivets omdrejningspunkt. Her blev læger, lamaer og astrologer uddannet. Der blev undervist i kunst, og der blev trykt bøger. Klostrene ejede jorden, som bønderne arbejdede på, og de havde kornreserver, hvis høsten skulle slå fejl. Var en familie i nød, var det klostrene, der lånte dem penge.
I 1950 var 20 % af Tibets befolkning munke og nonner, der levede i mere end 6200 klostre. Et årti senere var over 6000 klostre blevet plyndret, bombet og brændt af kineserne. Munke var blevet fængslet og tortureret. Mange var blevet dræbt. Religion blev betragtet som gift.
Selvom Tsejong hadede kinesernes syn på buddhisme, kunne han ikke protestere, når de dukkede op i hans kloster. Det voldte blot flere problemer. Hans største ærgrelse var, at han ikke kunne komme til et stort kloster. Kun de store klostre har de lærde lamaer, det kræver at få en højere religiøs uddannelse, og myndighederne sætter strenge kvoter for adgangen til disse klostre. Det er ofte et krav, at munkene skal spotte Dalai Lama, der af kineserne bliver betegnet som en separatist, før de kan blive optaget. Det nægter mange.
”Min eneste mulighed for at fortsætte studierne var at komme her til,” siger Tsejong, der for to måneder siden sagde farvel til sin familie, de godt 100 buddhistiske brødre i klosteret, sin hjemegn og sit land.
Nu er han på vej til Sera-klosteret i Sydindien med dets 4000 munke og mange lærde lamaer.
På Tibetan Centre for Human Rights and Democracy fortæller Diki Dolkar, der er feltarbejder og interviewer nyankomne munke og nonner, at religionsfriheden i Tibet er blevet indskrænket over de seneste år. Uvarslede razziaer finder sted i klostrene, hvor en Dalai Lama-biografi, bøger om tibetansk historie eller et lille tibetansk flag medfører udvisning fra klosteret. Protester straffes med fængsel. Billeder af Dalai Lama er forbudte i Tibet, og straffen for at overtræde forbuddet er fængsel i årevis. Uden et kloster er der ingen mulighed for religiøse studier. Og uden for klosteret har de ingen uddannelse eller professionelle kompetencer.
”Mindst én gang årligt bruger kinesiske arbejdshold ugevis i hvert et kloster på såkaldt ’Patriotisk Genuddannelse.’ Munke og nonner bliver tvunget til enten at fordømme Dalai Lama eller forlade klosteret. At fordømme Dalai Lama er mere, end de fleste kan bære, og efter at være blevet udvist er deres eneste udvej at flygte til Dalai Lama i Indien,” fortæller Diki Dolkar.
Munke og nonner udgør cirka 45 % af flygtningene fra Tibet – godt 1200 af dem flygtede i 2006.
+++
Der er dem, der sætter sig op mod kineserne i Tibet. I dag er der ikke megen væbnet opstand, men fredelige demonstrationer, opfordringer til demokrati og respekt for basale menneskerettigheder finder sted i et land, hvor det er ulovligt at være uenig med regeringen. Presse, nyheder og informationssøgning på internettet er statscensurerede og de, der modsætter sig styret, bliver hårdhændet behandlet. Staten har eneret på sandheden og betegner Dalai Lama som ’en modarbejder af fred’, ’separatist, og ’fjende af Moderlandet.’
Gu Chu Sum er en organisation for tidligere politiske fanger, der holder til i en bastant, rød kolos af en bygning i McLeod Ganj. I et rum på første sal er væggene fyldt med billeder fra Tibet: En munk ligger død på jorden, tævet ihjel af kinesisk politi under en demonstration i Lhasa i 1987. En ung tibetaner bliver smidt ned fra et tag af adskillige politimænd. Torturinstrumenter fra tibetanske fængsler – knive, håndjern med takker på indersiden, knipler, elektriske stave.
”Under forhørene i fængslet lå de forskellige torturinstrumenter, de brugte, på jorden foran mig,” fortæller Jigme Gyalpo, der for fem år siden flygtede fra Tibet, og peger på billedet på væggen.
Han har oplevet alle billedets instrumenter på sin egen krop. Han har fået elektriske ledninger bundet om sine fingre og sendt stød gennem sig. Han er blevet tvunget til at stå i bare fødder på is i timevis, hvorefter han blev revet løs.
I 1995 blev han uden rettergang idømt seks år i Tibets mest frygtede fængsel, Drapchi, for at have råbt ”Befri Tibet! Befri Tibet!” på gaden.
Jigme holder armene frem og viser de ar, der slynger sig om begge hans håndled.
”Vagterne pressede glasskår ind under håndjernene,” siger han og demonstrerer, hvordan de førte én arm over skulderen og ned bag på ryggen og den anden arm bag om ryggen og op mod nakken, hvor hænderne mødte hinanden i håndjernene.
”Sådan blev jeg flået rundt, indtil min højre albue brækkede,” fortæller han.
”Fik du lægehjælp bagefter?” spørger jeg, nikker ned mod hans albue.
Han slår en latter op.
”Nej, nej, nej,” ler han, smøger ærmet op, viser hvordan albuen er groet skævt sammen og fører mig ned til Phuntsok Wangchuk, der er generalsekretær i organisationen.
Phuntsoks store triste øjne og let hævede øjenbryn giver hans ansigt et permanent udtryk af overraskelse. Eller vagtsomhed.
”I dag er det kun mareridtene, der er tilbage,” fortæller Phuntsok stille.
”Hvad drømmer du?”
”Jeg genoplever frygten. Jeg sidder i min celle og venter på at blive forhørt nok engang. Selvom jeg allerede er gået gennem den værste tortur, man kan forestille sig, ved jeg, at de vil torturere mig endnu værre denne gang.”
I 1994, da Phuntsok var 21 år, blev han, uden rettergang, idømt fem år i fængslet Drapchi for at have hængt 500 plakater med frihedsslogans op i sin fødelandsby. I fængslet stod dagene på hårdt fysisk arbejde, militær eksercits og tæsk.
Han havde udmærket været klar over, at plakaterne ville få så alvorlige konsekvenser.
”Men jeg gjorde det alligevel, for jeg kendte Tibets sande historie – ikke den, vi lærte i skolen, hvor Dalai Lama ikke blev nævnt.”
’Patriotisk Genuddannelse’ er udbredt i fængslerne. Fangerne skal reformere deres tankegang i socialistisk retning, anerkende kinesisk overherredømme og fordømme Dalai Lama. Politiske fanger er særligt udsatte, og der bliver lagt stor vægt på erkendelse af skyld. Som mange af de andre politiske fanger, nægtede Phuntsok at erkende sin skyld. Så hellere tage imod torturen – selvom det kunne betyde døden.
Munken Sangye Tenphel blev tævet i ansigtet med plasticslanger, fik cigaretter skoddet på kinderne, holdt nede og trampet på maven. Fængslets forklaring var, at han døde af en hjernesvulst. Det lemlæstede lig, Sangye Tenphels familie fik udleveret, vidnede om en anden historie. Han blev 19 år.
Siden 1987 har Tibetan Centre for Human Rights and Democracy dokumenteret 88 tilfælde af fanger, der er døde som følge af tortur i tibetanske fængsler.
”Fra den første dag i fængsel bestemte jeg mig for at ofre mit liv for Tibet. For jeg var sikker på, at jeg aldrig ville blive fri igen,” fortæller Phuntsok afdæmpet og beretter om en majmorgen i 1998, hvor 400 fanger blev beordret til at synge den kinesiske nationalsang i fængselsgården.
Den 24-årige munk Lobsang Gelek hævede en knyttet næve mod himlen og råbte:
”Befri Tibet! Længe leve Hans Hellighed Dalai Lama!”
Phuntsok stemte øjeblikkeligt i sammen med 60 andre politiske fanger. Hundredvis af vagter – bevæbnet med jernrør, tunge plasticslanger, elektriske stave – kastede sig over fangerne, der blev tævet tilbage i cellerne. Munken Lobsang Choephel, 25 år, kunne ikke bære mere og hængte sig. Nye protester brød ud fra cellerne, og fangerne blev én efter én hevet ud ad cellerne og tævet af fem-seks vagter. Slemt forslået blev Phuntsok placeret i en pøl af vand, som vagterne sendte strøm igennem.
Dagen efter blev han anklaget for at have organiseret optøjerne.
”Jeg blev ført ind i et mørkt rum af adskillige vagter. De bandt mine ben og fastgjorde reb så stramt om min hals, at jeg ikke kunne tale. Så tævede de mig i ansigtet med et læderbælte, væltede mig omkuld og trampede på mig. De flåede bæltet fra mine bukser og slog mig med det, indtil det gik itu. Jeg blev bundet til et trækors, smidt med ansigtet ned i jorden og efterladt i mørket. Næste dag hørte jeg de fodtrin, jeg stadig hører om natten, nærme sig. Vagterne stillede spørgsmål, men jeg nægtede at svare. Så var der én, der trampede mig i baghovedet. Jeg troede ikke, at jeg ville overleve torturen denne gang, så jeg bad til Hans Hellighed Dalai Lama, tog en dyb indånding og skreg på kinesisk ’Befri Tibet! Befri Tibet!’ Så mistede jeg bevidstheden.”
Vagterne vækkede ham med en spand koldt vand. Atter skreg Phuntsok på frihed for Tibet. Atter tævede de ham til bevidstløshed. Endnu en spand koldt vand vækkede ham. En elektrisk stav ramte ham gang på gang i ansigtet, så i skridtet. Cigaretter blev slukket på hans fingre. Da tævene ophørte, blev Phuntsok smidt i en isolationscelle. Han kunne intet se i fire dage, rejste sig ikke i en måned.
Efter fire år kunne Phuntsok ikke bære mere tortur. Han slugte fire nåle og to glasskår. På sin mave placerede han et brev, hvor der stod: 'Jeg er overbevist om, at frihedens lotus vil blomstre fra historiens hav fyldt med blod og tårer.'
To medfanger så, han hostede blod op og tilkaldte vagterne, der fik ham på hospitalet, hvor han sagde, at han ville blive ved med at forsøge selvmord, indtil det lykkedes. Herefter var torturen aldrig ligeså slem, og Phuntsok forsøgte ikke igen selvmord.
I 2005 besøgte FN’s torturrapportør Manfred Novak Kina og inspicerede en række fængsler – heriblandt tibetanske. I sin rapport fastslog han, at tortur stadig er udbredt og berettede, at han og hans forgængere havde modtaget alvorlige anklager om ”et vedholdende og systematisk mønster af tortur, når det kommer til etniske minoriteter, specielt tibetanere og uighurer.”
”Situationen for politiske fanger i Tibet har ikke forbedret sig over årene. Tortur er stadig særdeles udbredt og foregår, som den altid har gjort, men nogle af metoderne er blevet mere sofistikerede. De efterlader ikke mange synlige mærker, men volder i stedet skade på de indre organer,” fortæller Tashi Choephell fra Tibetan Centre for Human Rights and Democracy.
Han har det seneste år arbejdet på en rapport om politiske fanger i Tibet og baserer sin viden på førstehåndsinterview med tidligere fanger. Han fortæller om nonner, der får indsat elektriske stave i mund og kønsorganer. Fanger, der får samlet armene bag ryggen, bliver bundet og hævet over jorden, mens der bliver tændt ild under deres fødder. Bidske hunde, der bliver sluppet løs på fanger. Isolationsfængsling i lange perioder. Fanger, der bliver tvunget til at se torturvideoer – særligt én, hvor en munk bliver tævet, korsfæstet og brændt levende.
I 2006 kender Tashi til 26 tibetanere, der blev arresteret af politiske årsager – for eksempel for at dele løbesedler med politiske budskaber ud, opfordre til demokrati eller være i besiddelse af det tibetanske flag. Som oftest finder arrestationerne sted med det argument, at tibetanerne er separatister, eller at de har bragt den nationale sikkerhed i fare. De bliver idømt straffe fra 5 år og opefter.
Overlever fangerne fængslet, fortsætter pinslerne på den anden side af murene.
”Tidligere politiske fanger bliver nægtet arbejde, nonner og munke kan ikke gå i kloster igen. Ofrene er konstant overvågede og bliver en social pest, som alle undgår. De er komplet afskåret fra samfundet, så mange forsøger at flygte fra Tibet,” forklarer Tashi.
Det samme gjorde Phuntsok. I sommeren 1999 gav afdelingslederen, Paljor, Phuntsok et knytnæveslag i ansigtet som afsked og sagde, at han ikke ville overleve endnu et fængselsophold. Men selv friheden viste sig at være et nyt mareridt. Han flygtede til Indien. Fysisk er han næsten kommet sig. Det er kun mareridtene, der er tilbage.
+++
Under presenninger tynget af dages regn faldbyder indiske grønthandlere, indhyllet i uldne tæpper, alverdens frugter og grøntsager. Tibetanske kvinder med røde kinder sælger dampende varme momoer, og en lille pige fra Indiens ludfattige delstat Bihar bærer sin spæde søster i en bylt på armen. Hun hiver mig vedholdende i ærmet:
”One rupee, mister!”
Længere mod nord, højere i Himalaya, har jeg set skarer af biharis, der lever som vejarbejdere. I tykke, sorte tåger rører de i store tønder med dampende tjære. De flækker sten med hamre og skovler grus på verdens højeste veje. Da kulturrevolutionen fejede ind over Kina og Tibet med politisk forfølgelse, død og ødelæggelse til følge, flygtede tusinder af tibetanere over Himalaya, og mange endte som vejarbejdere i bjergene. Her kom en ny generation tibetanere til verden – født i eksil.
I et sådant gråligt, interimistisk telt, der flyttede med hullerne i vejen, blev Tenzin Tsundue født engang midt i 1970’erne. Han ved hverken præcist hvor eller hvornår.
”Hvem havde tid til at tage notits af et barns fødsel, når alle var trætte og sultne, plejede min mor at sige,” fortæller han, da jeg møder ham på en restaurant i McLeod Ganj. Ved indgangen hænger, som mange andre steder i Dharamsala, et af hans digte fint indrammet:
”When it rains in Dharamsala, rain drops wear boxing gloves,” starter digtet.
Udenfor genlyder tordenen mellem bjergene, og lynene oplyser himlen over de indiske sletter mange hundrede meter under os.
Jeg mødte Tsundue ugen forinden på den lille, tibetanske Peace Cafe, efter han havde arrangeret en demonstration for at få den politiske fange Tulku Tenzin Rinpoche, der sidder i fængsel i Tibet, frigivet. Jeg bad ham om et interview.
”Hvad er det for en artikel, du skriver,” ville han vide.
”Den tager udgangspunkt i nedskydningen i Nangpa La, handler om tibetanske flygtninge og den aktuelle situation,” svarede jeg.
”For nogle måneder siden var der en canadisk journalist, der brugte fire dage her og derefter skrev en artikel med overskriften ’Tibetanere i jeans og T-shirt’. Hvad havde han regnet med? At vi alle er munke, der svæver fire centimeter over jorden?”
”Det ved jeg ikke,” svarede jeg.
”Jeg er på vej til Delhi for at arrangere en frihedskoncert. Ring til mig i næste uge, så finder vi ud af noget,” sagde han på vej ud af døren.
I McLeod Ganj ved alle, hvem den spinkle mand med den røde bandana om panden er. Han har svoret at gå med den, indtil Tibet er frit. Tsundue er en af den nye eksilgenerations mest markante stemmer, prisvindende digter, generalsekretær i organisationen Friends of Tibet og ivrig aktivist. En sort fletning falder langt ned over den sorte uldjakke, der bærer det tibetanske flag over hjertet, og mørke øjne funkler bag et par runde briller, der giver hans fremtoning et intellektuelt snit.
”Jeg var klar over, jeg var flygtning, før jeg overhovedet kan huske. Jeg arvede blot et minde om et land med yakokser og sneklædte tinder – historier, min bedstemor sang for mig. Men virkeligheden var, at jeg levede i en flygtningelejr tusindvis af kilometer fra mit hjemland,” fortæller Tsundue, da jeg to e-mails og tre telefonopkald senere har ham over for mig.
Han ruller umiskendeligt indisk på r’erne, da han fortæller, at han helst skriver på engelsk, taler på tibetansk, synger på hindi, men ikke helt mener, han kan ramme tonen.
Han tilhører en eksilgeneration, hvor de fleste aldrig har set Tibet. Han voksede op i tibetanske børnelandsbyer. Gennem sin barndom higede Tsundue og vennerne efter den dag, de blev gamle nok til at gøre noget for Tibet. I skolen fik de fortalt, at den eneste måde, de kunne hjælpe Tibet, var ved at uddanne sig. Tsundue studerede stædigt, uddannede sig målrettet. Brugte ferier og fridage, aftener og weekender med næsen i bøger, blade, aviser og magasiner. Han fik en universitetsgrad og bestemte sig for, at det var tid til at se det hjemland, han aldrig havde set. Som resten af eksiltibetanerne har han intet pas, blot et identitetskort, der skal fornys årligt. Han måtte snige sig ind i Tibet.
Den 4. marts 1997 gik Tsundue alene, i et øde bjergområde, ind i landet, hans forældre var flygtet fra 38 år forinden.
”Jeg var i Tibet! Jeg kastede min rygsæk på jorden, spredte armene ud og løb rundt med spredte arme som et lille, jublende fly. Jeg lod mig falde om på jorden, stirrede på himlen. Da jeg endelig rejste mig, gik det op for mig, at jeg var ganske alene og ikke anede hvilken retning, jeg skulle gå.”
Tsundue skulle have mødt en karavane af grænsehandlende, men var kommet én dag for sent. Han var alene, uden mad, og vandrede febrilsk rundt i de enorme, øde bjerglandskaber. Han overlevede på afbrækkede isflager fra den frosne Indusflod.
”Jeg råbte. Jeg græd. Jeg skreg. I fire dage vandrede jeg rundt, fortabt. På den femte mødte jeg en flok nomader, men de indleverede mig til de kinesiske myndigheder,” fortæller Tsundue, der i to dage blev kørt rundt med bind for øjnene.
Ti dages forhør i en fængselscelle fulgte:
”Hvor kom du fra?”
”Hvilke våben har du?”
”Hvem arbejder du for?”
Tsundue kom alene og havde ingen svar på deres spørgsmål.
”De sparkede mig, og boksede mig i ansigtet i ti dage. Jeg græd hver nat,” siger Tsundue, der sad i fængslet Sangyip i to måneder. Han fik hverken rettergang eller advokat, men daglige trusler om henrettelse og livsvarigt fængsel.
En robust tibetaner med et venligt, rundt ansigt slår sig ned ved vores bord.
”Hey, du sad også i Sangyip, ik?” siger Tsundue til fyren.
”Jo, fire år for at være flygtet til Indien og senere vendt tilbage,” svarer han, og de griner lidt over ironien i, at den ene sad i fængsel for at tage ind i Tibet, den anden for at forlade det.
En dag midt i maj 1997 blev Tsundue eskorteret tilbage til politistationen, hvor han var blevet tævet de første ti dage i Tibet. Den hovedansvarlige, ham der havde slået ham mest og hårdest, var tibetaner.
”Han sagde, at det havde været hans pligt at tæve mig, og havde han ikke gjort det, ville han blive betragtet som separatist og medløber, og hans familie ville blive bragt i fare. Han undskyldte, holdt min hånd, krammede mig og græd som en baby på min skulder. Jeg følte medlidenhed med ham, men jeg er en anden slags mand end ham. Jeg ville hellere ofre mig selv end at underkaste mig og græde på en andens skulder,” siger Tsundue, der fysisk blev skubbet tilbage over grænsen til Indien.
Her sad han fængslet i en måned under mistanke for at være spion for kineserne.
I dag har Tsundue en master i litteratur og er generalsekretær i Friends of Tibet – en politisk organisation med omtrent 4000 eksiltibetanere, der har til formål at aktionere for et frit Tibet. Han har ingen anden adresse end sin e-mail. Han er, hvor demonstrationerne er.
”Jeg er aktivist og holder gnisten i live i eksilsamfundet. Jeg tillader ikke, at kampen for Tibet ophører. Jeg rejser spørgsmålet om Tibet på forskellige måder i forskellige fora, henvender mig til det internationale samfund, taler om menneskerettigheder og prøver at vinde støtte,” fortæller Tsundue, der i 2002 klatrede op til 14. etage på et stillads uden for Oberoi-hotellet i Bombay, hvor kinesiske regeringsmænd holdt møde, foldede et banner med påskriften ’Free Tibet’ ud, kastede hundredvis af løbesedler ned over mængden og skreg slogans i 15 minutter, inden han blev arresteret.
Tre år senere, efter et lignende stunt i Bangalore, endte han igen i fængsel.
De kinesiske myndigheder har fået øjnene op for Tsundue. Da den kinesiske premierminister Hu Jintao besøgte Delhi i november 2006, var det på den betingelse, at Tenzin Tsundue ikke var i byen. De indiske myndigheder truede ham med deportation til Tibet, hvis han forlod Dharamsala under kineserens besøg.
”Jeg har ikke en færdig plan for Tibets befrielse. Det, jeg håber på, er, at vi med tiden får en massiv folkebevægelse af tibetanere såvel i eksil som i Tibet. Der må være en ikke-voldelig løsning. Spørgsmålet er blot hvilken?” siger Tsundue.
+++
Kvinder i strålende sarier, med gyldne smykker og røde pletter i panden, fylder bussens midtergang. Hinduguden Shiva med sin trefork, Ganesha med elefanthovedet og abeguden Hanuman hænger i forruden omgivet af kulørte blinkende lamper, plasticblomster og grønne gardiner. Chaufføren sender kaskader af rødt, betelmættet spyt ud gennem det åbne vindue, og øredøvende Bollywoodpop blæser fra skrattende højtalere.
Efter 65 kilometer, fem timer og én punktering ser jeg et stort tibetansk kloster på den grønne bjergside under de snedækkede bjerge. Jeg hopper af bussen, får et kort lift med to munke i en Landrover, går henover marker, krydser to små vandløb og når den tibetanske børnelandsby Suja. Her bor mere end 2000 tibetanske børn. Her går de i skole. Her håbede den 15-årige, forældreløse Jamyang Samten at nå frem til, da han den 30. september 2006 hørte skuddene runge ud over Nangpa La. Sammen med 31 andre flygtninge blev han ført tilbage til Tibet i håndjern. Som den eneste er det efterfølgende lykkedes ham at flygte i eksil.
”Det her er Jamyang,” siger Tenzin Palber, rektors sekretær, da en dreng med smalle skuldre, et rundt hoved og mørke, alvorlige øjne dukker op.
Jamyang boede med sin far og sine to søstre i en lille landsby med 70 huse, der lå på en bred slette i Østtibet – tre dages kørsel fra Lhasa. Hans mor forsvandt efter skilsmissen for flere år siden, og hans far døde for halvandet år siden. Jamyang flyttede ind hos en onkel. Der var ikke penge til skole.
I håbet om en uddannelse og et bedre liv bestemte Jamyang sig for at flygte i eksil. Onklen lånte ham 2200 danske kroner til de to flygtningeguider Pemba og Samten, og sammen med 78 andre flygtninge satte han af sted til fods mod bjergene.
”Vi gemte os for kineserne om dagen og gik i blinde om natten. Vi kunne ikke bruge lygter og måtte føle os frem ved at skrabe fødderne mod jorden. Vi havde gået i 13 nætter, da vi nåede Nangpa La,” fortæller Jamyang, der flygtede i et par jeans, en skjorte og en tynd vindjakke i bjerge, hvor temperaturen falder til under minus 20 grader.
Maden slap op, tre dage før de nåede Nangpa La.
”Det eneste, jeg tænkte på, var at nå frem til Indien og Dalai Lama. Jeg var så sulten, og det var så koldt,” husker Jamyang, der så en kinesisk militærlejr under dem i måneskinnet den nat i Nangpa La.
Guiden Samten delte flygtningene i tre grupper og ville bringe dem over passet en ad gangen. Jamyang var i gruppe nummer to. Han var ikke bange, for guiden Samten var vant til at tage folk over passet. Jamyang ventede stadig i skjul, da han hørte skuddene. Nu vidste han, at de andre var blevet opdaget. At nonnen Kelsang lå død på gletsjeren over ham, vidste han ikke.
”Vi løb ned ad bjerget og nåede en stejl bjergside. Jeg gemte mig bag en sten,” fortæller Jamyang.
I tre forfrosne timer krøb han sammen bag klippen, inden han sammen med de andre vovede sig frem og gik mod Nangpa La. De kunne se passet. Der var ingen grænseovergang, kun grænseløs frihed på den anden side. Jamyang så en skikkelse, der vinkede til dem fra en klippe og troede, at det var guiden Samten. Først da han var tæt på, kunne han se, at det var en kinesisk soldat.
”Soldaterne begyndte at skyde op i luften, og vi løb ned ad bjerget, men der var ingen steder at løbe hen. Der var soldater over det hele. Vi løb forvildet rundt, og de begyndte at skyde for fødderne af os. Jeg var bange og gemte mig igen bag en klippe. Kineserne råbte, at vi skulle komme frem, men det turde jeg ikke. Først da de igen begyndte at skyde op i luften, kom jeg frem med armene i vejret,” fortæller Jamyang.
Han blev aldrig officielt anklaget for noget eller stillet for en dommer, men sad i fængsel i 49 dage. De første tre dages forhør var de værste.
”Jeg blev flyttet fra rum til rum, hvor nye mennesker stillede mig de samme spørgsmål. ’Hvor gammel er du? Hvor kommer du fra? Hvorfor flygtede du?’ Da jeg sagde, at jeg er 15 år gammel, sagde de, at jeg løj. Så tævede de mig. De slog mig over hele kroppen med en knippel, og der var intet, jeg kunne gøre. Så slog de mig i nakken med en elektrisk stav. Hele min krop rystede, da der gik strøm gennem den. Det var rigtig slemt,” siger Jamyang.
Hans øjne virker endnu større nu, hvor de er blanke og våde.
Jamyang fortalte vagterne, at han var på en pilgrimsfærd til Indien for at se Hans Hellighed Dalai Lama. Vagterne sagde igen, at han løj. Han fik at vide, at Dalai Lama var syg, og at han ikke gad se på tibetanske flygtninge. Han fik at vide, at prøvede han nogensinde at flygte igen, ville han blive henrettet.
”Jeg kunne slet ikke se en ende på det,” fortæller Jamyang stille.
Forhørene stoppede efter tre dage, og flygtningene blev kørt til et fængsel i byen Shigatze. Om dagen pløjede de marker, og om aftenen blev de fortsat straffet for at have forsøgt at flygte. Vagterne var særligt glade for en bestemt disciplin, hvor en flaske blev sat oven på hovedet af fangerne, der blev beordret til at strække armene frem for sig. Tabte de flasken, blev de slået over armene med en jernstang.
”Jeg havde en flaske på hovedet hver eneste nat. Og jeg tabte den hver eneste nat,” fortæller Jamyang sagte.
Da han blev løsladt, hentede onklen ham. Jamyang var stadig fast besluttet på at flygte, ligeglad med at kineserne havde truet med henrettelse, og opsøgte en astrolog og en lama for at høre, om stjernerne stod gunstigt for flugt. De sagde, at stjernerne stod godt, og endnu engang satte Jamyang af sted. Denne gang fik han en rejsetilladelse til Dram. Tibetanerne må ikke rejse rundt i Tibet uden tilladelse fra myndighederne, og Jamyang havde ikke været klar over, at det var muligt at få sådan en rejsetilladelse, da han gik over Nangpa La. Nu kørte en ny guide ham til Friendship Bridge, der danner grænsen til Nepal.
”Jeg flygtede til Nepal i floden om natten, hvor der ikke var så mange kinesere på broen over mig,” siger Jamyang og viser med hånden, at vandet gik ham til halsen.
Han gik i floden i timevis og derefter halvanden dag ad små stier, inden han nåede et skjulested, hvorfra guiden havde arrangeret transport til Kathmandu. Via Modtagelsescenteret i McLeod Ganj kom Jamyang frem til skolen i Suja, hvor han nu har fortalt sin historie til ende. Her går han i tredje klasse, for der var kun penge til to års skolegang i Tibet, og ligesom mange andre flygtninge er han langt, langt bagud.
Jamyang sidder stille og kigger ned i bordet.
Da han ankom til McLeod Ganj, blev han genforenet med dem fra gruppen i Nangpa La, der nåede over grænsen, før nonnen Kelsang blev skudt. Også 27-årige Lobsang Choeden – en fyr, der blev filmet, da han gemte sig i bjergbestigernes telt, mens de kinesiske soldater gennemsøgte bjergbestigernes lejr. Rumæneren Sergiu Matei havde holdt ham skjult dagen lang, givet ham tøj og mad og i ly af natten sendt ham over Nangpa La. Nu går han på den tibetanske transitskole lidt uden for McLeod Ganj.
I januar 2007 konkluderede regeringen i Beijing, at begivenhederne den 30. september var foregået i overensstemmelse med ”normal grænsekontrol.”
+++
På en klar martsaften stimler et par tusinde tibetanere sammen i Mcleod Ganj. Alle bærer de små, flakkende lys. De snegler sig gennem gaderne, ned ad bakken og ud på den lille sti, der fører rundt om bakken, hvor Dalai Lama bor. Bedeflag hænger roligt, og sneklædte Himalaya står stadig hvidt og klart mod den lyseblå aftenhimmel.
I aften bliver der demonstreret for 14 tibetanere, der i sidste uge blev anholdt i Lhasa og efterfølgende er sporløst forsvundet. Menneskemængden messer mantraer om medfølelse og når frem til en række bedemøller ved et lille tempel på bjergskråningen. Her gør de holdt. Stearinlysene flakker i mørket og den sagte vind, da tibetanerne synger den tibetanske nationalsang – forbudte toner i Tibet. Da det sidste vers har lydt råber en lille, gammel kone ved min side af sine lungers fulde kraft:
”Po Gyalo!”
Sejr til Tibet.
Mængden stemmer øjeblikkeligt i. Hun gentager sit råb tre gange, og tusindvis af stemmer gjalder ud mod de sneklædte bjerge. Efter det sidste råb på frihed brister hun i gråd. Hun stolprer hen til bedemøllerne, snurrer dem én for én, mens tårerne strømmer ned over de dybe furer i hendes ansigt. Da der ikke er flere bedemøller at dreje, begraver hun ansigtet i hænderne og hulker.
© Tore Grønne ǀǀ toregroenne@gmail.com
